3.5.1. Punktopstillinger

Punktopstillinger indledes ofte med en indledende sætning (også kaldet »hoved«), og ændringerne nummereres efter faste regler.

1. Punktopstilling med hoved

Linjeskift

Den vigtigste markør i punktopstillinger er linjeskiftet.

Udgør hovedet en egentlig overskrift, sættes der normalt ikke tegn efter:

Told

Malaysia10,5 %

Folkerepublikken Kina32,5 %

Andre lande:

— samarbejdsvillige virksomheder12,6 %

— ikke-samarbejdsvillige virksomheder39,4 %

I sådanne skemalignende punktopstillinger skrives de led, der er underordnet overskriften direkte, altid med stort begyndelsesbogstav, og der sættes ikke tegn efter leddene, heller ikke det sidste.

Nummerering af elementerne i en punktopstilling

Der anvendes samme rækkefølge i alle punktopstillinger (undtaget er dog definitioner og ændringsbestemmelser, se herunder), nemlig litraer som første element, derefter små romertal (»romanitos«), så arabertal og som fjerde element led:

Dette direktiv finder anvendelse på:

  1. …:
    1. …:
      1. …:

I artikler med definitioner og i ændringsbestemmelser (se punkt 3.3) er rækkefølgen dog arabertal som første element, så litraer og som tredje element små romertal (»romanitos«).

Tegnsætning ved afslutning af hovedet

Er der behov for at indlede punktopstillingen med et hoved, der består af en sætning eller en anden frase, kan dette hoved afsluttes med kolon, komma eller ingenting:

  • Kolon kan altid anvendes:

    Mængden af råvarer opdeles i grupper af færdige produkter:

    1. tomatkoncentrat, udtrykt i koncentrat med et tørstofindhold på 28 vægtprocent eller derover, men under 30 vægtprocent
    2. konserverede hele flåede tomater
    3. andre produkter på basis af tomater.

    Godtgørelsen tildeles for arealer:

    • der er udnyttet fuldt ud, og på hvilke alt normalt dyrkningsarbejde er foretaget, og på hvilke risen skrider
    • der er omfattet af en ansøgning for mindst 0,3 ha, og hvor hver mark overstiger den minimumsstørrelse, som medlemsstaten har fastsat.

    Status som officielt tuberkulosefri tilbageholdes fortsat, indtil:

    • samtlige dyr, der anses for at være angrebet, er blevet fjernet fra besætningen
    • lokaler og inventar er blevet desinficeret.
  • Er hoved og led grammatisk afhængige af hinanden, kan hovedet afsluttes med komma eller ingenting alt efter den grammatiske sammenhæng:

    Godtgørelsen tildeles for arealer,

    • der er udnyttet fuldt ud, og på hvilke alt normalt dyrkningsarbejde er foretaget, og på hvilke risen skrider
    • der er omfattet af en ansøgning for mindst 0,3 ha, og hvor hver mark overstiger den minimumsstørrelse, som medlemsstaten har fastsat.

    Status som officielt tuberkulosefri tilbageholdes fortsat, indtil

    • samtlige dyr, der anses for at være angrebet, er blevet fjernet fra besætningen
    • lokaler og inventar er blevet desinficeret.

Tegnsætning i de enkelte led

  • Led afsluttes almindeligvis uden tegn, bortset fra det sidste led, der har punktum:

    Skind og andre varer kan kun underkastes en anden toldprocedure, hvis de stammer fra dyr,

    1. som er fanget i et land, der er opført på den omhandlede liste
    2. som er fanget i en medlemsstat
    3. som er født og opdrættet i fangenskab.

    Bemærk, at heller ikke komma anvendes, selv om komma ville have været påkrævet, hvis teksten havde været skrevet ud i et.

    Er leddene del af en sætning, som afsluttes efter leddene, er sidste led dog uden afsluttende tegn:

    Fra den 1. oktober 1998

    • må medlemsstaterne ikke længere udstede EF-typegodkendelse i henhold til artikel 4 i direktiv 70/156/EØF
    • kan medlemsstaterne nægte at udstede national typegodkendelse

    medmindre køretøjet opfylder kravene i nærværende direktiv.

  • Afsluttende punktum (evt. spørgsmålstegn) efter hvert enkelt led kan anvendes, men kun:
    • hvis leddene er fuldstændige hovedsætninger

      Indførsel af hakket kød må kun finde sted på følgende betingelser:

      1. Det er fremstillet i overensstemmelse med kravene i artikel 3 og 7 i direktiv 94/65/EF.
      2. Det kommer fra en virksomhed, der giver de i bilag I til direktiv 94/65/EF fastsatte garantier.
      3. Det er blevet dybfrosset i fremstillingsvirksomheden.
    • hvis et eller flere led indeholder et punktum inde i teksten og ikke hænger grammatisk sammen med hovedet

      Oplysningerne skal mindst omfatte følgende:

      • Angivelse af, hvor lang tid der går ved instituttets effektuering af en ordre om grænseoverskridende pengeoverførsel, før beløbet krediteres modtagerens instituts konto. Starttidspunktet for beregningen af tidsfristen skal være klart angivet.
      • De nærmere bestemmelser for beregning af alle provisioner og gebyrer, som kunden skal betale instituttet, i givet fald med angivelse af beregningssats.
      • Den valørdato, som instituttet i givet fald anvender.

Bemærk

Er der grammatisk sammenhæng mellem hoved og led i en punktopstilling i en retsakt, må der ikke tilføjes punktummer, som ikke findes i forlægget.

Licensansøgningen ledsages af

  • en skriftlig erklæring fra ansøgeren om, at han ikke har indgivet mere end en ansøgning den pågældende dag for hver af de i artikel 1 nævnte oprindelser. Indgiver ansøgeren mere end en ansøgning om importlicens, tages ingen af dem i betragtning
  • bevis for, at ansøgeren er en fysisk eller juridisk person, der har udøvet handelsvirksomhed i rissektoren i mindst 12 måneder, og som er registreret i den medlemsstat, hvor ansøgningen indgives.

2. Punktopstilling uden hoved

Hvis en punktopstilling ikke indledes med et hoved, skrives de enkelte led med stort begyndelsesbogstav og afsluttende punktum:

Fastlægger den nationale tilsynsmyndighed bestemmelser, som med udgangspunkt i denne artikels litra a)-d) skal indføjes i samtrafikaftaler, skal disse bestemmelser offentliggøres som fastlagt i artikel 14, stk. 1.

  1. »Netdriftens sikkerhed«: Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forskrifterne kan træde i kraft senest den 1. januar 2000.
  2. »Opretholdelse af nettets enhed«: Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre bestemmelserne senest den 1. januar 2000.

3. Store og små bogstaver

Der skrives normalt med lille begyndelsesbogstav.

Stort begyndelsesbogstav anvendes:

  • når hvert led afsluttes med punktum
  • i opstillinger af samme type som første eksempel i punkt 1.

4. Tabeller, lister m.m.

I tabeller, lister m.m. bruges generelt ikke punktum.