4.2.4. Reproklare forlæg

Reproklare dokumenter er dokumenter, som formodes at være helt uden fejl og klar til reproduktion.

I forbindelse med dokumenter, der er beregnet til direkte reproduktion (camera-ready), skal den forfattende afdeling sørge for, at teksten er helt færdig, idet der kun i ganske ekstraordinære tilfælde foretages rettelser i reproduktionsfasen.

Det er nødvendigt at foretage en meget grundig gennemlæsning af teksten direkte efter indtastningen og før den endelige ombrydning. Også ombrydningen skal kontrolleres grundigt typografisk, før produktionen sættes i gang.

Det reproklare manuskript pagineres fortløbende — begyndende med titelbladet. I denne forbindelse skal der tages højde for de blanke sider, der kan fremkomme, fordi publikationens enkelte dele og kapitler almindeligvis begynder på en højreside (med et ulige sidenummer). Hvis f.eks. kapitel I slutter på side 19, skal der derefter indføjes en blank side, side 20, før kapitel II begynder på en højreside, side 21.

Der skal være mere »luft« over en overskrift end under den.

Mellem de enkelte afsnit skal der være dobbelt linjeafstand.

En ny side bør aldrig begynde med sidste linje af et afsnit. En sådan linje skal skrives på den foregående side. En side bør aldrig afsluttes med en overskrift, en underoverskrift, en bindestreg, en første linje af et nyt afsnit eller den første linje af en opremsning.

Citater og opremsninger bør have samme indrykning som første linje i et nyt afsnit.