4.4.2. Internationalt standardserienummer (ISSN)

Kontinuerlige ressourcer skal identificeres ved et internationalt standardserienummer (ISSN), som Publikationskontoret tildeler.

Kontinuerlige ressourcer (serielle udgivelser og permanente integrerende ressourcer — se punkt 4.3.2) skal identificeres ved et internationalt standardserienummer (ISSN), som Publikationskontoret tildeler.

ISSN har ingen retsvirkning med hensyn til ophavsretten til det pågældende værk eller med hensyn til dets indhold.

ISSN tildeles som et unikt nummer:

  • for hele en titels levetid
  • for hver sprogudgave
  • for hver udgave (månedlig, årlig osv.)
  • for hvert særskilt medium.

Hvis der er tale om flere bind, er det nøgletitlen, der tildeles et ISSN, uafhængigt af det antal bind, som den udgøres af. Et ISSN kan også tildeles en samling monografier som sådan (hvor hvert bind i samlingen har fået tildelt et ISBN).

ISSN er permanent knyttet til en nøgletitel, som ISSN-nettet opretter ved registreringen af ressourcen. Nøgletitlen er unik for enhver særskilt kontinuerlig ressource.

En kontinuerlig ressource skal tildeles et nyt ISSN (og en ny nøgletitel):

  • ved enhver væsentlig ændring af titlen
  • ved enhver ændring af mediet.

Ethvert supplement eller enhver anden underserie, der eventuelt udgives i tilknytning til en kontinuerlig ressource, skal tildeles et særskilt ISSN (og dermed en særskilt nøgletitel).

Placering og præsentation af ISSN

ISSN skrives i to grupper med hver fire (araber)tal adskilt af en bindestreg. Foran talgrupperne anføres »ISSN« fulgt af et mellemrum. Det ottende ciffer er et kontrolciffer. Hvis beregningerne giver kontrolciffer 10, bruger man romertal X i stedet for:

ISSN 0251-1479

ISSN 1831-855X

ISSN skal optræde klart på eller i den første leverance af en seriel udgivelse samt på eller i enhver efterfølgende leverance og desuden på eller i enhver udgave af en permanent integrerende ressource.

Når et ISSN hænger sammen med en anden identifikationskode (f.eks. et ISBN, hvis der er tale om et bind i en samling), skal de to numre anføres sammen, og foran nummeret skal anføres hhv. ISSN, ISBN, DOI osv.

Hvis en kontinuerlig ressource skal tildeles mere end ét ISSN, fordi den består af flere titler (f.eks. titlen på en hovedsamling og titlerne på undersamlingerne hertil), skal alle ISSN optræde på ressourcen. I parentes efter numrene anføres f.eks. den fuldstændige eller forkortede titel, så det fremgår, hvilke numre der hører til hvilken titel.

tip:

Hvis der er tale om udgivelse på forskellige medier (med tildeling af forskellige ISSN og nøgletitler), kan de respektive ISSN anføres på de kontinuerlige ressourcer, og det kan som i følgende eksempel anføres, hvilket nummer der hører til hvilket medium:

PrintISSN 1562-6585

HTMLISSN 1063-7710

For trykte publikationers vedkommende skal ISSN anføres på hver udgivelse, nærmere bestemt i øverste højre hjørne på forsiden af omslaget. Hvis publikationen ikke har noget omslag, anføres ISSN tydeligt og synligt som følger: på titelbladet, i »hovedet«, på omslagets bagside, sammen med kolofonen eller sammen med de redaktionelle oplysninger.

Hvad angår værker på elektroniske medier (online, CD-rom osv.), skal ISSN være anført i det skærmbillede, hvor titlen vises, eller i hovedmenuen og om muligt på en etiket, der er permanent anbragt på publikationen. Hvis det ikke er muligt at anbringe ISSN på produktet eller etiketten, skal det anbringes på emballagen.

For onlineressourcers vedkommende skal ISSN også fremgå af metadataene (i identifikationsfeltet).

ISSN-L

I henhold til ISO 3297:2020 (ISSN) tildeles der et ISSN-L til en kontinuerlig ressource (se punkt 4.3.2) som samlenummer for de forskellige fysiske medier, som ressourcen udgives på, uafhængigt af antallet af disse (hvert medium tildeles sit eget særskilte ISSN).

Nummeret skrives i to grupper med hver fire cifre adskilt af en bindestreg; foran nummeret anføres »ISSN-L« fulgt af et mellemrum:

ISSN-L 0251-1479

ISSN-L skal ændres, hvis titlerne på samtlige de fysiske medier, som en ressource udgives på, ændres generelt på samme tid. Hver enkelt medium tildeles derefter et nyt ISSN, og helheden et nyt ISSN-L.

tip:

Nyttige links om ISSN

Det internationale ISSN-center:
https://www.issn.org (EN)

ISSN-vejledning:
https://www.issn.org/understanding-the-issn/assignment-rules/issn-manual/ (EN)

ISO 3297:2020: International standard serial number (ISSN)
https://www.iso.org/standard/73846.html (EN)

ISO-standarderne fås ved henvendelse til medlemmerne af ISO. En liste over disse findes på:
https://www.iso.org/members.html (EN)