Bilag A1 Grafisk vejledning til Europaemblemet

Den grafiske vejledning viser EU-flagets historie, giver en teknisk beskrivelse af dets komponenter og forklarer, hvordan det kan anvendes.

Europarådet • Europa-Kommissionen

Europaflaget

Europaflaget er ikke alene symbol på Den Europæiske Union, men også på Europas fællesskab og identitet i en bredere forstand. Cirklen af gyldne stjerner står for solidaritet og harmoni mellem Europas befolkninger.

Antallet af stjerner har intet at gøre med antallet af medlemsstater. Der er 12 stjerner, fordi tallet 12 traditionelt er symbol på perfektion, fuldstændighed og enhed. Flaget forbliver derfor uændret uanset udvidelser af EU.


Europaflaget — de 12 stjerener i en cirkel symboliserer enhed, solidaritet og harmoni mellem Europas folk.

Flagets historie

Siden grundlæggelsen i 1949 har man i Europarådet været klar over behovet for at give Europa et symbol, europæerne kan identificere sig med. Den 25. oktober 1955 besluttede Den Parlamentariske Forsamling med enstemmighed at anvende en kreds af gyldne stjerner på blå baggrund som emblem. Den 8. december 1955 valgte ministerkomitéen dette symbol som Europaflaget.

Europarådets Parlamentariske Forsamling har gentagne gange givet udtryk for ønsket om, at andre europæiske organisationer vælger det samme symbol i stedet for at vælge hver deres, så man undgår at svække idéen om solidaritet mellem komplementære organisationer i et forenet og demokratisk Europa.

Det var Europa-Parlamentet, der tog initiativ til indførelsen af et flag for Det Europæiske Fællesskab. I 1979 blev der forelagt et forslag til beslutning efter de første direkte valg til Europa-Parlamentet. I en beslutning, der blev vedtaget i april 1983, gik Parlamentet ind for, at Fællesskabets flag skulle være det, som Europarådet havde valgt i 1955. Det Europæiske Råd fremhævede på mødet i Fontainebleau i juni 1984 betydningen af at fremme Europas image og identitet over for europæerne og resten af verden. Og i Milano i juni 1985 godkendte det Adonnino-komitéens forslag om, at Fællesskabet skulle have et flag. Europarådet indvilligede i, at dets flag fra 1955 blev brugt af Fællesskabet, og i begyndelsen af 1986 begyndte Fællesskabets institutioner at bruge flaget.

Europaflaget og Europaemblemet repræsenterer således både Europarådet og Den Europæiske Union. Det fremtræder nu som symbolet par excellence på det forenede Europa og den europæiske identitet.

Europarådet og Den Europæiske Unions institutioner har givet udtryk for tilfredshed med europæernes øgede opmærksom over for Europaflaget og Europaemblemet. Europa-Kommissionen og Europarådet er ansvarlige for, at emblemet anvendes korrekt og for at tage de forholdsregler, der måtte være nødvendige for at forhindre misbrug af dette Europaemblem.

Introduktion

Formålet med denne grafiske vejledning er at hjælpe brugerne til at gengive Europaemblemet korrekt. Nedenfor er anført bestemmelserne for udformningen af emblemet samt for standardfarverne.

Symbolsk beskrivelse

På en himmelblå baggrund danner 12 gule stjerner en cirkel, hvilket symboliserer en forening af de europæiske folk. Antallet af stjerner er en gang for alle fastsat til 12, som er symbolet på fuldkommenhed og enhed.

Heraldisk beskrivelse

En kreds af 12 gule femtakkede stjerner, der ikke berører hinanden, på en azurblå baggrund.

Geometrisk beskrivelse

Symbolet har form af et blåt rektangulært flag, hvis længde er en og en halv gange højden. 12 gule stjerner med lige store mellemrum danner en usynlig cirkel med centrum i skæringspunktet for rektanglets diagonaler. Cirklens radius er lig med en tredjedel af flagets højde. Hver af stjernerne har fem spidser, som er beliggende på periferien af en usynlig cirkel, hvis radius er lig med en attendedel af flagets højde. Alle stjerner er opretstående, dvs. med en spids pegende opad og to spidser på samme linje vinkelret på flagets sidekant.

Cirklen er anbragt, så stjernernes placering svarer til timetallene på en urskive. Antallet af stjerner kan ikke ændres.


Geometrisk beskrivelse

Farver

Emblemet

Emblemet har følgende farver: Rektanglets bund: Pantone Reflex Blue; stjernerne: Pantone Yellow. Det internationale Pantone-sortiment er meget udbredt og let tilgængeligt, også for andre end grafikere.


Emblemets farver

Reproduktion i firfarvetryk

Hvis der anvendes firfarvetryk, er det ikke muligt at anvende de to standardfarver. Det er derfor nødvendigt at genskabe dem ved brug af firfarveprocessens fire farver. Pantone Yellow opnås ved at anvende 100 % »Process Yellow«. Ved blanding af 100 % »Process Cyan« og 80 % »Process Magenta« opnås en farve, der er næsten identisk med Pantone Reflex Blue.

Internet

Pantone Reflex Blue svarer i webpaletten til farve RGB: 0/51/153 (hexadecimal: 003399), og Pantone Yellow svarer i webpaletten til farve RGB: 255/204/0 (hexadecimal: FFCC00).

Gengivelse i en enkelt farve

Hvis der udelukkende er sort farve til rådighed, angives rektanglets konturer i sort, mens stjernerne trykkes i sort på hvid bund.

Hvis der kun kan anvendes blå farve (det skal naturligvis være Reflex Blue), anvendes denne 100 % med stjernerne gengivet i hvidt negativ og rektanglets bund 100 % blåt.


Gengivelse i en enkelt farve

Gengivelse på farvet baggrund

Ved gengivelse af symbolet er hvid baggrund at foretrække. Undgå en baggrund med forskellige farver og undgå under alle omstændigheder en baggrund, der ikke matcher med blåt. Hvis en farvet baggrund ikke kan undgås, anbringes en hvid ramme rundt om rektanglet med en bredde svarende til 1/25 af rektanglets højde.


Gengivelse på farvet baggrund

Eksempler på forkert reproduktion

  1. Emblemet er reproduceret stående på hovedet.

    Eksempler på forkert reproduktion

  2. Forkert anbringelse af stjernerne: Stjernerne skal alle være opretstående, dvs. med en spids pegende opad.

    Eksempler på forkert reproduktion

  3. Forkert opsætning af stjernerne i cirklen: Stjernerne skal placeres som timetallene.

    Eksempler på forkert reproduktion

Tredjemands brug

Principperne for tredjemands brug af Europaemblemet er fastsat i en administrativ aftale med Europarådet. Denne aftale er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende C 271 af 8.9.2012, s. 5.

Ifølge aftalen kan enhver fysisk eller juridisk person (»bruger«) bruge Europaemblemet eller ethvert af dets elementer, så længe:

  1. brugeren ikke skaber det indtryk eller den antagelse, at der er en forbindelse mellem brugeren og en eller flere af Den Europæiske Unions eller Europarådets institutioner, organer, kontorer eller agenturer, hvis en sådan forbindelse ikke eksisterer
  2. brugeren ikke giver offentligheden det indtryk, at brugeren modtager støtte fra, sponsoreres af eller er godkendt af nogen af Den Europæiske Unions eller Europarådets institutioner, organer, kontorer eller agenturer, hvis det ikke er tilfældet
  3. emblemet ikke bruges i forbindelse med mål eller aktiviteter, som er uforenelige med Den Europæiske Unions eller Europarådets mål og principper, eller som på anden vis er ulovlige.

Hvis brugen af Europaemblemet opfylder ovenstående betingelser, er skriftlig tilladelse ikke nødvendig.

Registrering af Europaemblemet eller en efterligning heraf som et varemærke eller nogen anden intellektuel ejendomsret er ikke tilladt.

Angående spørgsmål vedrørende brugen af Europaemblemet, se: https://europa.eu/european­union/abouteuropa/legal_notices_da#emblem

Anmodninger fra ikke-EU-medlemsstater

Europarådet
Direktorat »Legal Advice and Public International Law (DLAPIL)«
67075 Strasbourg Cedex
FRANKRIG

Tlf. +33 388412000
Fax +33 388412052
E-post: legal.advice@coe.int

Originaldokumenter til reproduktion kan downloades fra følgende internetadresser:
http://europa.eu/about-eu/basic-information/symbols/flag/index_da.htm